
ISHØJ TEATER i Tranegilde
Opførelse af nyt teater i landsbyen Tranegilde i Ishøj – 2015-2025
Totalrådgivning
Forud for realisering har Wohlert Arkitekter udarbejdet fondsansøgning for bygherren.
Ishøj Teater er et professionelt producerende egnsteater og er et af Danmarks mest besøgte teatre for børn med ca. 25.000 publikummer om året. Teaterets unge publikum ankommer i busser fra vuggestuer, børnehaver og skoleklasser fra hele Sjælland. Teateret blev stiftet i 1969, og har siden begejstret børn i alle aldre med forestillinger fra eventyrets univers.
I december 2015 kontaktede Ishøj Teater Wohlert Arkitekter, da teatrets rammer var udslidte, utidssvarende og hæmmende for den udvikling og vision teatret har potentiale til. Gennem de følgende år udviklede vi sammen med teatret og Ishøj Kommune et gennemarbejdet skitseforslag - en opgradering og udvidelse med mulighed for udvikling. Projektet dannede grundlag for en ansøgning om fondsmidler, som var nødvendigt for at projektet kunne realiseres.
I foråret 2021 modtog Ishøj Teater en graciøs bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal samt et tilskud fra Ishøj Kommune. Herefter blev der udskrevet en arkitektkonkurrence som Wohlert Arkitekter med Svendborg Architects som underrådgivere vandt.
I pressemeddelelsen efter vinderen var fundet, stod blandt andet: ..”Vinderforslaget præsenterer en helt ny teaterbygning, hvor spor af landskabet trækkes op i facadens organiske former, og relationen til landsbyen og landskabet er både nytænkt og nærværende. Herudover lægger forslaget op til en teaterbygning, der i høj grad hylder teatermagien ved at sætte en stemningsskabende og åben ramme omkring teateroplevelsen, hvilket styrker Ishøj Teaters identitet som et eventyrligt sted.”
I august 2023 gik vi i jorden med Julius Nielsen & Søn som hovedentreprenør og teatret forventes at stå klar til åbning i sensommeren 2025. Visionen er et fortryllende og funktionelt teater i det grønne. Den nye bygning er enkel i sin disponering og opbygning og bliver en gevaldig forbedring af teatrets rammer.
Bygherre: Ishøj Kommune
Underrådgivere: Svendborg Architects, VITA Ingeniører.
Donation: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Fond til almene formaal. Ishøj Kommune.
Fotos: Wohlert Arkitekter
Pressemeddelelse oktober 2021: Vinder af arkitektkonkurrence om det nye Ishøj Teater er fundet (ishoj.dk)
Mere om teateret: https://ishojteater.dk/










